Vágar (Vågø)

Bøur (Bø)

Bøur er en af Færøernes mest maleriske bygder med gamle græstørvstag, smalle stier og en betagende udsigt over havet mod Tindhólmur, Drangarnir, Gáshólmur og Mykines. Bygden har bevaret sit traditionelle præg, hvilket gør den til et yndet mål for både fotografer og vandrere.

Neden for husene findes en lille sandstrand, og Bøur er en af Færøernes 14 autoriserede Hvalvágir, steder hvor grindefangst er tilladt. Denne blev officielt godkendt som fangstplads i 1972.

Midt i bygden ligger Bøur kirke (Biggjar kirkja) fra 1865. En klassisk færøsk trækirke med sorttjæret træværk, hvid sokkel og skifertag. Kirken har syv vinduer på sydsiden og ét i korgavlen mod øst. Indvendigt er den præget af panelbeklædte vægge og et blåmalet tøndehvælv med synlige bjælker.

Pakhuset blev opført i 1861 af Zacharias Heinesen, den første lokale købmand i området. Bygningen rummede tidligere både butik og postkontor, og kælderen blev brugt til forarbejdning af fisk fanget af bygdefolket. Pakhuset står i dag som et vigtigt kulturminde over handelens og fiskeriets udvikling i Vágar.

Mod øst er Bøur forbundet med Gásadalur via en tunnel, der åbnede i 2003. Før da måtte man vandre over fjeldet ad en stejl vardesti. En rute, der stadig kan gås i dag og belønner de eventyrlystne med en spektakulær vandretur gennem det dramatiske landskab.

Bøur er en bygd, hvor historie, sagn og natur går hånd i hånd. Et sted, der både rummer færøsk arv og levende nutid.

Miðvágur (Midvåg)

Miðvágur er øens største bygd og rummer både dybe historiske rødder og levende kultur. Den nævnes som et af de ældste beboede steder på Færøerne og har i århundreder været hjem for øens præster. Kálvalíð, nævnes allerede i 1400-tallet, og er et af Færøernes ældste huse. Fra 1673 blev det brugt som bolig for enker efter præster, og i dag fungerer det som museum.

Et andet markant historisk hjem er Í Beitinum, hvor salmedigteren og forfatteren Mikkjal á Ryggi (1879–1956) voksede op. Han var borgmester i Miðvágur 1915–1919 og udgav i 1940 bogen Miðvinga søga, den første lokalhistorie skrevet om et færøsk samfund. Foran huset står en statue af ham med et digt, der hylder hans kunst.

Midt i bygden ligger Miðvágs kirkja, opført i 1952, men med tegninger der går tilbage til 1930. Kirken er hvidkalket med skifertag og et kobberdækket spir. Indvendigt ses en altertavle med korsfæstelsen, og døbefonten stammer fra den tidligere kirke. Den gamle kirkeklokke uden årstal bærer inskriptionen: “Jeg synger Guds pris og trøster menneskebørnene.”

Bygden bar også præg af 2. verdenskrig, hvor britiske soldater var stationeret i området. Derfor er en særlig afdeling af kirkegården viet til de britiske soldater, der døde under krigen. Ved søbredden kan man stadig finde ruiner af Chester Camp, en tidligere britisk lejr med forsvarsanlæg.

Viðarlundin á Tungu, en 1,17 hektar stor beplantet park, blev anlagt i 1979 som grønt frirum tæt ved bygden. Går man rundt i Miðvágur, møder man desuden huse med særlig udsmykning bl.a. et farverigt hus tæt ved hovedvejen, som skiller sig ud i landskabet.

For den eventyrlystne tilbyder Miðvágur også adgang til en af Færøernes mest spektakulære udsigter. En markeret sti fører til Trælanípa, klippen hvor Leitisvatn ser ud til at flyde direkte ud i havet. Herfra ses også det imponerende vandfald Bøsdalafossur, der falder fra sø til hav.

Sørvágur (Sørvåg)

Sørvágur er en af Færøernes ældste bygder og fungerer i dag som hovedport til øerne med Vága lufthavn som forbindelsespunkt til resten af verden. Herfra når man let til øens naturskatte som Mykines, Drangarnir, Bøur og Gásadalur.

Bygden ligger ved den brede bugt Sørvágsfjørður, og elven Stórá deler byen i to. Navnet Sørvágur betyder sandsynligvis “sandbugten”, og nogle mener, det stammer fra det oldnordiske ord seyr (sand), mens andre hæfter sig ved sagnet om en mand ved navn Sørli, der skulle være den første bosætter.

Øst for bygden ligger Sørvágsvatn (også kaldet Leitisvatn). Færøernes største sø og et populært udflugtsmål. Her udspiller sig også sagnet om Nykurin, et væsen fra færøsk folklore, der bor i vandet. Du kan læse mere om sagnet under afsnittet om Vatnsoyrar.

Sørvágs kirkja blev indviet i 1886. Den er bygget i traditionel færøsk stil og er løbende renoveret, bl.a. ved 100-årsjubilæet.

Bygden har skiftet placering flere gange. Oprindeligt lå den nordligere ved åen Hanusará, men i 1200-tallet flyttede man bebyggelsen til området mellem Stórá og Kirkjuá, på grund af bedre vejrforhold.

Under 2. verdenskrig var Sørvágur base for britiske styrker, som opførte S.O.R.-bygningen, veje og midlertidige lejre. Mindre spor af den britiske tilstedeværelse kan stadig ses i landskabet.

I 1952 blev Færøernes første fiskefabrik åbnet i Sørvágur, og bygden har spillet en vigtig rolle i udviklingen af fiskeriet, både lokalt og som base for færøske fiskere i Grønland.

Bygden er også kendt for den årlige byfest Vestanstevna, som afholdes på skift med Miðvágur og Sandavágur, en folkefest med rødder i tradition og fællesskab.

I 2016 døde Theodor Thomassen, som var fra Sørvágur. Han blev 107 år gammel og er den ældste person, der nogensinde har levet på Færøerne.

Mykines (Myggenæs)

Mykines er Færøernes vestligste ø, afsides, dramatisk og fuld af liv. Her bor kun omkring 13 mennesker, og stilheden er kun brudt af vinden og lyden af fugle. Øen er særlig kendt for sit rige fugleliv, ikke mindst kolonier af lunder og lomvier, som holder til på klipperne langs kysten.

Mykines er et yndet rejsemål for naturelskere, men netop fuglelivet kræver beskyttelse. I ynglesæsonen kan dele af ruten til Mykineshólmur være lukket for at give fuglene fred, særligt når lundeæggene er klækket. Det er en vigtig balance mellem natur og besøg, og noget mange støtter fuldt op om. 

Mellem Mykines og Vágar rejser sig Drangarnir, to særprægede havklipper, som står som porte i havet. Klipperne kaldes samlet for Drangarnir, men har hvert sit navn – Stóri Drangur og Lítli Drangur. De kan ses fra luften, fra havet eller som mål for krævende vandreture og regnes for nogle af de mest spektakulære formationer i hele øgruppen.

På Mykines står også Unitehope Angel, et kunstværk skabt i 2005 af den svenske kunstner Lehna Edwall. Englen er en del af Unitehopeproject, et globalt initiativ med ønsket om at sprede lys, kærlighed og håb til mennesker over hele verden. Den blev rejst som en gave til øen og dens beboere, et symbol på fællesskab og fred midt i naturens store stilhed.

Sammen udgør Mykines, Drangarnir og englen et landskab, hvor natur, tro og håb mødes. Et sted hvor det smukke er sårbart, og hvor man mindes, at det kræver både omtanke og respekt at bevare det.