Eysturoy (Østerø)

– Færøernes næststørste ø

Eysturoy ligger centralt i øgruppen og er forbundet med hovedøen Streymoy via både bro og den moderne undersøiske Eysturoyartunnil. Øen er varieret og kontrastfuld med både livlige byområder og stille fjordbygder, grønne dale og dramatiske fjelde.

Mod nord rejser Slættaratindur sig som Færøernes højeste punkt med sine 880 meter, og herfra har man på klare dage udsigt over næsten hele landet. Landskabet skifter mellem dybe fjorde, stejle fjeldsider og åbne kyststrækninger, hvor bygderne ligger spredt, hver med sin egen karakter og historie.

I nord finder man bygder som Eiði, Gjógv, Funningur og Funningsfjørður, mens små steder som Ljósá og Hellurnar ligger fredeligt mellem fjeld og fjord, tæt forbundet med naturen og det traditionelle bygdeliv. På østsiden rummer landskabet Elduvík, Oyndarfjørður, Fuglafjørður og Lamba, sammen med Kolbeinagjógv, hvor havet og fjeldet mødes i stærke kontraster, og hvor livet altid har været bundet til kysten. Mod sydøst ligger Runavík området med bygderne Saltangará, Glyvrar, Skála, Toftir, Skipanes, Æðuvík, Rituvík, Nes, Saltnes og Innan Glyvuret – et aktivt centrum for handel, industri og kultur. Her finder man også Gøtueiði, som binder området omkring Gøta sammen med resten af øen, og hvor udsigten over fjorden samler både fortid og nutid.

Gøta området med Norðragøta, Syðrugøta og Gøtugjógv er kendt for sin kulturarv og for den legendariske vikingehøvding Tróndur í Gøtu. Langs vestkysten ligger Leirvík, Strendur, Oyri, og Oyrarbakki mens mindre bygder som Norðskáli, Svínáir, Søldarfjørður, Selatrað og Morskranes præges af ro og nærhed til naturen.

Eysturoy byder på storslåede udsigter, gode vandreruter og et levende indblik i færøsk hverdagsliv, hvor fjeld og fjord, nyt og gammelt mødes i en harmonisk rytme.

Bemærk: Færøerne er større, end man tror. De understregede bygder er besøgt og kan klikkes på for mere info.

Eiði (Ejde)

Eiði ligger på den nordlige spids af Eysturoy, omgivet af stejle fjelde og udsigt til havet, hvor Atlanterhavets dybe blå møder de grønne græsskråninger. Over bygden rejser Eiðiskollur sig 352 meter høj og har siden 1823 været fredet for fårenes græsning. Det er her, den særlige flora trives, med planter der kun findes få steder i landet, beskyttet af vind og klippe.

Eiði hører til blandt de ældste bygder på Færøerne, og man mærker historien i landskabet. Her, hvor tid og natur går hånd i hånd, blev der i årene 1959 til 1960 bygget et dansk bemandet Loran C anlæg, opført i samarbejde med det amerikanske Polarisprogram. Anlægget var en del af den kolde krigs stille infrastruktur, skjult i det færøske landskab, hvor det stadig står som et vidnesbyrd om en anden tid.

Midt i bygden ligger huset Látralonin, opført i sten i 1842. Den gamle røgstue, Roykstova, danner kernen i huset, som i dag er indrettet til et lille museum. Her kan man fornemme hverdagen i de lave rum, hvor sten og træ bærer fortællinger om slid, tro og sammenhold.

Eiðis kirkja, opført i 1881, står som et fredfyldt midtpunkt i bygden. Den pudsede og hvidkalkede kirke med skifertag og lavt tårn spejler sig i det omskiftelige lys, der vandrer hen over fjeldene. Det enkle tårn med pyramidetag og de fem vinduer på hver side lukker lyset ind på en måde, der giver rummet en stille værdighed.

Eiði er et sted, hvor natur, historie og menneskelig udholdenhed væves tæt sammen. Her mærkes fortiden i stenene, vinden og havet, og i den ro, som stadig hviler over bygden ved fjeldet.

Elduvík (Eldevig)

Elduvík er en lille bygd med en stor fortælling. Den ligger for enden af en smal dal, omgivet af stejle fjelde og med udsigt ud over det åbne hav. Her mødes stilheden fra fjeldet og lyden af bølgerne i et landskab, der synes uberørt af tiden.

Midt i denne fredelige ramme lever et af Færøernes mest kendte sagn, historien om Marmennil og bonden Anfinnur. Ifølge sagnet boede Marmennil på havets bund, et lille væsen med menneskelige træk og lange fingre, som drillede fiskerne ved at bide maddingen af deres kroge. En dag satte han dog krogen i sin egen hånd og blev trukket op i Anfinnurs båd. Så længe fiskerne slog korsets tegn, bragte Marmennil dem lykke og store fangster. Men den dag de glemte det, sprang han over bord og forsvandt, og ingen har set ham siden.

I dag minder en bronzeskulptur af Marmennilin, udført af kunstneren Hans Pauli Olsen og indviet i 2020, om sagnet og dets plads i bygden. Den står som et symbol på mødet mellem menneske og myte, tro og natur, alt det der gør Elduvík så særlig.

Bygden er delt af en lille bæk, der løber gennem dalen og ud i havet. På hver side ligger de sorttjærede huse tæt sammen, bygget på fundamenter af natursten og med små landingssteder ud mod vandet. Alt her synes skabt i harmoni med omgivelserne, som om både sten og træ kender deres plads.

Elduvíkar kirkja blev indviet den 14. oktober 1951. Den hvide trækirke vender usædvanligt nok nord syd, og dens enkle form står smukt mod de stejle fjelde bagved. Kirkegården har dog været i brug siden 1926, da man ønskede at undgå de vanskelige båretransporter langs den gamle sti til Oyndarfjørður.

Elduvík er et sted, hvor fortællingerne stadig synes levende, hvor man kan stå ved bækkens udløb, høre havets rytme og fornemme, at Marmennil måske stadig lytter med under bølgerne.

Fuglafjørður (Fuglefjord)

Fuglafjørður ligger smukt placeret inderst i en beskyttet fjord, omkranset af høje fjelde. Bygden har en særlig ro over sig, med farverige huse, et lille vandfald og en dejlig strand, alt sammen med fjeldet som bagtæppe. Her spreder livet sig op ad skråningerne, og naturen er tæt på i både hverdag og fest.

Men Fuglafjørður er ikke kun natur, det er også en bygd med et levende kulturliv og en stærk kreativ ånd. Her finder man sangkor, hornorkester, kunstnere og et aktivt kreativt hus, hvor blandt andet Galleri Riberhus og den gamle butik danner ramme om udstillinger og værksteder. Kulturhuset i bygden er et samlingspunkt med arrangementer året rundt, og byens idrætsforeninger bidrager til fællesskabet.

I 2004 blev havneområdet beriget med skulpturværket “Porten til verden”, en serie af fem store jernbuer skabt af den danske kunstnergruppe 7-9-13. Skulpturerne, inspireret af forfatteren og billedkunstneren William Heinesens billedunivers, forener færøsk mytologi og kunst med industriens formsprog. Her mødes havfolk, fugle og fisk i en fortolkning, der både åbner mod verden og forankrer stedet i dets egen historie.

Midt i bygden står også en statue af Victor Danielsen, Færøernes første bibeloversætter, missionær og lærer. Han var en markant skikkelse i både det åndelige og pædagogiske landskab og har sat et tydeligt aftryk på Fuglafjørðurs identitet.

Fuglafjørður er en bygd med sjæl, hvor fjeldet og fjorden møder idéer, skaberkraft og stærke traditioner.

Funningsfjørður (Fundingsfjord)

Mere info kommer

Funningur (Funding)

Funningur ligger, hvor elven Stórá møder fjorden, omgivet af høje fjelde og med udsigt til havet, der danner bygdens naturlige ramme. Husene ligger på begge sider af elven, og mellem dem findes endnu rester af ældre tomter, som vidner om tidligere tiders liv.

Det siges, at den første landnamsmand, Grímur Kamban, slog sig ned her omkring år 825. Navnet Funningur betyder “fundet”, stedet han fandt og valgte som sit hjem. Derfor regnes bygden som en af de ældste på Færøerne, og fortællingen om Kamban lever videre som en del af stedets identitet.

Landskabet omkring Funningur er præget af de mørke basaltlag, der danner markante bånd i fjeldene. Kun den grønne dal, hvor bygden ligger, er fri for sten, og det er her livet har kunnet slå rod. Elven løber stille gennem dalen, og på klare dage kan man følge dens løb helt ud mod fjorden.

Funnings kirkja blev indviet i 1847 og er en af de færøske trækirker, enkel og harmonisk i sit udtryk. Indtil 1929 fungerede den som sognekirke for både Funningur og Gjógv. Kirken står på et sted, der kaldes niðri í Hólma, mens kirkegården ligger på den modsatte side af elven, anlagt i 1941 og senere udvidet i 1972.

I gamle dage samledes folk fra nabobygderne i Funningur nytårsaften for at danse og fejre det nye år. Fortællingerne om de aftener lever videre, stille og varmt, ligesom selve bygden, hvor natur, tro og tid mødes i en rolig rytme.

Gjógv (Gjov)

Turen til Gjógv går gennem noget af Færøernes mest storslåede landskab. Vejen snor sig forbi Slættaratindur, landets højeste fjeld på 880 meter. På klare dage siges det, at man herfra kan se helt til Vatnajökull på Island, en udsigt så vid, at den har givet fjeldet en plads i Guinness Rekordbog. Hvert år den 21. juni, på årets længste dag, bestiger mange færinger bjerget for at opleve, hvordan solnedgang og solopgang smelter sammen i ét gyldent øjeblik.

Gjógv ligger fredeligt i en grøn dal, omgivet af stejle fjelde og med udsigt over Atlanterhavets uendelige blå. Bygden har navn efter den dybe kløft, der danner dens naturlige havn, en smal slugt hvor bådene kan sejle helt ind og trækkes op ad en rampe, fri af bølgerne. Havnen menes at have været i brug siden vikingetiden, og langs kløftens sider kan man om sommeren se lunderne dukke frem fra deres huler og flyve ud over havet efter føde til ungerne.

De farverige huse i Gjógv står spredt op ad fjeldsiden og lyser mod de mørke klipper. Farverne er en gammel færøsk tradition, et udtryk for liv og varme midt i det barske vejr. Overfor kirken står et rørende mindesmærke for dem, der ikke kom hjem fra havet. Skulpturen, udført i bronze af Fridtjof Joensen, viser en mor med hendes to børn, som venter på manden og faderen, der aldrig vender tilbage. Bag figuren står rækker af navneplader, en stille påmindelse om havets magt og menneskets vilje til at leve tæt på det.

Gjáar kirkja, indviet i 1929, blev et stykke færøsk kirkehistorie, da den var den første, hvor gudstjenesten blev holdt på færøsk. Den lille kirke står højt i bygden med udsigt mod havet, og indvendigt hersker den samme ro og enkelhed, som præger hele stedet.

Den gamle købmandsbutik fra 1883 fungerer i dag som sommeråben butik og café, hvor besøgende kan nyde stilheden og udsigten over bygden. Højere oppe finder man Marys Bænk, opkaldt efter Hendes Majestæt Dronning Mary, et sted hvor man kan sidde i læ af fjeldet og se ud over kløften, havet og himlen, der smelter sammen i horisonten.

Gjógv er en bygd, hvor tid og natur bevæger sig i samme rytme. Et sted hvor historien hvisker mellem klipperne, og hvor havet stadig er både nabo og fortæller.

Glyvrar (Glibre)

Glyvrar ligger smukt ud til Skálafjørður og er en del af det omkring 10 kilometer lange sammenhængende byområde omkring Runavík. Bygden breder sig langs fjorden med udsigt over det stille vand og de grønne skråninger, hvor både tradition og fremskridt lever side om side.

Her har Bakkafrost sit hjemsted, en virksomhed der begyndte som et lille familieforetagende i 1968, grundlagt af brødrene Róland og Hans Jacobsen. I begyndelsen arbejdede de med sild, men nogle år senere tog de springet til lakseopdræt, et modigt valg der skulle vise sig at forandre både bygden og hele Færøerne. I dag er Bakkafrost en af landets største virksomheder og et symbol på færøsk erhvervsevne, der forener havets ressourcer med moderne teknologi. En gang om året åbner virksomheden dørene for besøgende, som får mulighed for at smage den færøske laks og opleve produktionen bag kulisserne, et sjældent indblik i det moderne erhvervsliv, der udspringer af den traditionelle kystkultur.

Midt i bygden ligger Glyvra kirkja, indviet i 1927 og udvidet i 1981. Kirken er enkel og harmonisk i sin form, hvidmalet med sort tag og et lille tårn der rager beskedent mod himlen. Indenfor danner de synlige bjælker og de lyse vægge en fredfyldt stemning, som afspejler bygdefolkets nærhed til både natur og tro.

Ikke langt derfra ligger det lille museum Bygdasavnið Forni, som holder åbent om sommeren. Her kan man træde ind i de gamle rum, hvor redskaber, billeder og fortællinger giver liv til bygdelivet, som det engang var.

Fra 1903 til 1928 husede Glyvrar også en navigatørskole, hvor unge mænd lærte søens kunst, inden de drog ud i verden. Minderne herfra lever videre i fortællingerne, ligesom ånden i bygden selv – en blanding af arbejdsvilje, stolthed og samhørighed. Glyvrar er et sted, hvor historien stadig mærkes i vinden fra fjorden, og hvor hav og menneske fortsat følges ad.

Gøtueiði (Gøteejde)

Mere info kommer

Gøtugjógv (Gøtegjov)

Mere info kommer

Hellurnar (Heller)

Mere info kommer

Innan Glyvur

Mere info kommer

Kolbeinagjógv (Koldbensgjov)

Mere info kommer

Lamba (Lamhauge)

Lamba ligger fredeligt ved fjorden, omgivet af grønne enge og bløde fjeldsider. Bygden har dybe rødder i landbruget og har i generationer været præget af marker, får og et liv tæt på jorden. Indtil 2011 bar bygden det officielle navn Lambi, men efter ønske fra beboerne blev det ændret til Lamba, som man i folkemunde altid havde kaldt den.

Nede ved landingspladsen ligger en stor sten, som ifølge sagnet gemmer på huldrefolk. De siges at leve under stenen, og man forstyrrer dem ikke, for huldrefolkene er væsener, man helst holder sig på god fod med.

Historien om Lamba rummer også dramatiske hændelser fra havet. Nytårsaften i 1707 strandede det danske ostindiefarerskib Norske Løve ved Lambavík efter en stormfuld rejse fra København. Omkring hundrede mænd nåede levende i land, før vraget blev begravet under et stenskred. Skibet og dets forlis lever videre i sange, kvad og fortællinger. Skibets klokke blev senere bjerget og hænger i dag i domkirken i Thorshavn, sammen med en model af skibet. En anden model findes i kirken i Eiði, som et minde om hændelsen.

Fra Lamba stammer også Sámal Pætursson Lamhauge, der var lagmand på Færøerne fra 1706 til 1752. Han tog navn efter bygden, men menes ikke at være beslægtet med den senere Lamhauge-slægt, som også har rødder her. Den første, der førte Lamhauge navnet videre, var kongsbonden Jacob Magnussen og hans hustru Anne Cathrine Samuelsdatter, der i midten af 1800-tallet fik femten børn.

Lamba er en bygd, hvor sagn og virkelighed smelter sammen. Her mødes jord og hav, historie og fortælling, i et roligt landskab, hvor tiden synes at bevæge sig i sit eget tempo.

Leirvík (Lervig)

Mere info kommer

Ljósá (Lyså)

Mere info kommer

Morskranes (Morskranæs)

Mere info kommer

Nes (Næs)

Nes ligger yderst ved mundingen af Skálafjørður, hvor fjordens blanke vandspejl åbner sig mod havet. Her har mennesker boet i århundreder, og historien mærkes i både landskabet og de bygninger, der stadig står som vidner om tro, arbejde og mod.

Den ældste kirke på stedet blev bygget i slutningen af 1600-tallet, og siden fulgte flere. Den nu fredede kirke fra 1843, en sorttjæret træbygning på hvid stensokkel med gråt skifertag, står endnu som et stille minde om fortidens gudstjenester. Den bruges i dag kun ved særlige lejligheder. Fríðrikskirkjan, som blev indviet i 1994, afløste den gamle kirke og består af tre bygninger, hvor moderne former møder færøsk tradition.

Lokalområdet rummer også et museum, som fortæller historien om livet i Nes og på det sydlige Eysturoy. Det består af fire huse fra 1800-tallet. Den gamle præstegård fra 1863 blev bygget af V. U. Hammershaimb, præst og filolog, der skabte den moderne færøske retskrivning. Huset viser, hvordan embedsstanden levede dengang, i mødet mellem boglighed og bygdeliv. Ved siden af ligger en gård fra 1845 med græstag og de klassiske rum – stalden, røgstuen med jordgulv og åben ild, og glasstuen, hvor vinduerne lukkede lyset ind og bilæggerovnen spredte varme.

Under Anden Verdenskrig kom krigen også til Nes. Den 14. april 1945 ankom de første britiske soldater til Færøerne, og samme dag indtog de fjorden. Royal Navy opstillede en kanonstilling og en bunker ved Nes for at beskytte oliedepotet og indløbet til Skálafjørður, hvor engelske krigsskibe søgte ly. For at beskytte fjorden mod ubåde blev der spændt et stålnet under vandet fra bred til bred.

I dag er Nes et stille sted, hvor fortiden stadig mærkes i de gamle huse, i kirkerne og i vinden fra fjorden. Historien lever videre i sten og træ, og i den særlige ro, der kendetegner bygden ved vandet.

Norðragøta (Nordregøte)

Norðragøta ligger ved foden af høje fjelde ud mod den åbne fjord, hvor hav og historie mødes. Navnet “Gøta” betyder “gade” på færøsk og menes at henvise til den gamle vardesti, som engang løb gennem området og dannede grundlaget for bosættelsen her.

Bygden har været kendt siden vikingetiden, hvor sagaens høvding Tróndur í Gøtu havde sin gård. Han styrede Færøerne i overgangen mellem hedenskab og kristendom og nævnes i Færingesagaen som modpart til Sigmundur Brestisson, den mand der omkring år 1000 bragte kristendommen til øerne. Tróndur døde i Gøta i 1035, og stedet har siden båret hans navn og historie.

Midt i bygden står Gøta kirkja, indviet i 1833, en klassisk færøsk trækirke, hvidmalet og enkel, opført med det bedste af tidens snedkerkunst. Nede ved fjorden ligger havnen fra 1945, som siden er udbygget til et vigtigt fiskericentrum. Her har Fiskavirkið í Gøtu omkring hundrede ansatte og eksporterer saltet fisk til Sydeuropa, en fortsættelse af den maritime tradition der altid har præget bygden.

Norðragøta rummer også den historiske gård Blásastova fra 1833, i dag indrettet som museum. Huset, bygget af tømmer på stensokkel og med tag af næver og græstørv, giver et levende indtryk af færøsk bondekultur i 1800-tallet. I nærheden ligger Glyvra Hanus’ hus, restaureret som mødested, samt to bevarede fiskerhuse fra begyndelsen af 1900-tallet, som stadig ejes af efterkommere af de oprindelige familier.

Over åen, der løber gennem bygden, ligger Eysturkommunas rådhus fra 2015, en moderne bygning der smelter ind i landskabet og forener natur, vand og arkitektur. Den står som et symbol på nutidens Gøta, rodfæstet i historien men vendt mod fremtiden.

Norðragøta er et sted, hvor saga og samtid mødes i en naturlig rytme, hvor vinden fra fjeldet bærer ekkoet af fortiden, mens livet fortsætter langs kajen og i de gamle huse, der stadig fortæller deres egen stille historie.

Norðskáli

Mere info kommer

Oyndarfjørður (Andefjord)

Mere info kommer

Oyrarbakki (Ørebakke)

Mere info kommer

Oyri (Øre)

Mere info kommer

Rituvík

Mere info kommer

Runavík (Runevig)

Runavík ligger på østsiden af Skálafjørður og er en del af det sammenhængende byområde, der strækker sig omkring ti kilometer langs fjorden. Bygden blev grundlagt i 1916, da Hans Tausen opførte det første hus, men fik først sit navn i 1938. Siden da er Runavík vokset støt og har udviklet sig til et af de vigtigste erhvervscentre på Eysturoy.

Bygden har en livlig fiskerihavn, hvor både store og små fartøjer lægger til. Det første større havneanlæg blev anlagt i 1946 med en mole på 70 meter. I dag rummer havnen både laksemodtagelse, filetvirksomheder og mindre maskinfabrikker og byggefirmaer. Omkring 130 personer er tilknyttet de skibe og både, der sejler ud herfra, og omkring 300 arbejder i de lokale virksomheder, der tilsammen giver området en stærk maritim puls.

I havnen ligger også den historiske slup Høganæs, som i dag danner ramme om aftener med folkemusik og lokale arrangementer, hvor lyden af sang og fortælling blander sig med klukken fra vandet.

Hvert år i juni samler byfesten Eystanstevna folk fra nær og fjern. Festen holdes skiftevis i Runavík og Strendur og markerer sommerens begyndelse med musik, sejlads og fællesskab.

Runavík er et sted, hvor tradition og fornyelse går hånd i hånd. Her mødes hav og erhverv, nutid og historie, i et levende bysamfund, der fortsat vokser langs fjorden.

Saltangará (Saltangerå)

Mere info kommer

Saltnes

Mere info kommer

Selatrað

Mere info kommer

Skála (Skåle)

Mere info kommer

Skipanes (Skibenæs)

Mere info kommer

Strendur (Strænder)

Mere info kommer

Svínáir (Svinåer)

Mere info kommer

Syðrugøta

Mere info kommer

Søldarfjørður

Mere info kommer

Toftir (Tofte)

Mere info kommer

Æðuvík (Avevig)

Mere info kommer

Få den indsigt og viden, I har brug for

Det kan være lidt af en udfordring at finde rundt på Færøerne, især hvis man ikke kender forholdene på forhånd. Derfor har vi samlet nyttig og praktisk information ét sted.

Her kan du finde fakta om de enkelte øer som størrelse, befolkningstal og geografi, samt information om camping, transport og andet, der gør det lettere at planlægge din rejse og få det fulde udbytte af oplevelsen.

Eysturoy´s geografi

Areal: ca. 286,3 km²
Befolkningstal: ca. 11.490 indbyggere
Antal bygder: 35
Største bygd: Fuglafjørður (ca. 1.600 indbyggere)
Mindste bygd: Hellurnar (ca. 10 indbyggere)
Antal avlsfår: ca. 15.639
Højeste punkt: Slættaratindur – 880 meter over havet

Turist information

Visit Eysturoy (Fuglafjørður)
Í Støð 14, FO-530 Fuglafjørður
+298 238015
visit@fuglafjordur.fo

Visit Eysturoy (Runavík)
Heiðavegur 13, FO-600 Saltangará
+298 417060
visit@runavik.fo

Camping

Eiði Camping: Ligger tæt på sø, hav og fjeld. Der er adgang til el, toilet og bad, og pladsen egner sig til både telte og campingvogne. Et godt udgangspunkt for vandreture bl.a. mod Slættaratindur – Læs mere her

Elduvík Camping: Ligger naturskønt med udsigt til fjeld og fjord. Pladsen har adgang til el, toilet og bad og egner sig til både telte og campingvogne. Perfekt for dig, der søger ro og færøske sagn – Læs mere her

Fuglafjørður Camping: Ligger centralt i bygden, tæt på indkøb og faciliteter. Der er adgang til el, toilet og bad, og pladsen er egnet til både telte og campingvogne. En god base i en by med kreativt liv og beskyttet fjord – Læs mere her

Gjógv Camping: Ligger naturskønt for enden af bygden, tæt på kløften og det åbne hav. Her er adgang til el, toilet og bad, og pladsen er velegnet til både telte og campingvogne. Et fredeligt sted midt i naturens storhed – Læs mere her

Æðuvík Camping: Ligger tæt på havet med flot udsigt. Her er adgang til el, toilet og bad, og pladsen passer til både telte og campingvogne. Et stille sted med kort vej til oplevelser i det østlige Eysturoy – Læs mere her

Transport

Eysturoy er let at komme til både med bil, bus og via moderne tunnel fra hovedøen Streymoy.

Med bil:
Eysturoy er forbundet med Streymoy via både bro (ved Sundini) og den moderne Eysturoyartunnil, som løber under fjorden mellem Runavík og Strendur og gør transporten hurtig og nem.

Med bus:
Der er gode busforbindelser fra Tórshavn og andre større steder på Streymoy til flere bygder på Eysturoy herunder Fuglafjørður, Runavík, Leirvík og Gøta.

Rundt på øen:
Når du først er på Eysturoy, er det let at komme rundt med bil. Der findes også offentlig busforbindelse mellem mange af øens bygder.

Vi anbefaler

Turen til Eysturoy begynder, når du krydser broen fra Streymoy og bevæger dig ind i et landskab af fjorde og fjelde, hvor bygderne ligger som perler langs kysten. Første stop kan være Oyri eller Norðskáli, små bygder med udsigt over sundet og en ro, der straks sænker tempoet.

Herfra fortsætter vejen mod øst gennem Eiði, hvor du på klare dage kan se Risin og Kellingin stå som tavse vogtere i havet. Kører du videre mod Gjógv, fører vejen gennem nogle af øernes mest dramatiske landskaber, forbi Slættaratindur, Færøernes højeste fjeld, og ned til den lille bygd med dens naturlige havn og fredelige atmosfære.

Fra Gjógv kan turen fortsætte sydpå gennem Funningur og Funningsfjørður, inden du når til Elduvík, hvor sagnet om Marmennilin stadig lever mellem klipperne. Videre herfra åbner fjorden sig mod Fuglafjørður, et livligt centrum med kultur, kunst og havnens stille rytme.

Til sidst kan du følge vejen langs Skálafjørður gennem Leirvík, Glyvrar, Saltangará og Runavík, hvor natur og erhverv mødes i et moderne, men stadig færøsk tempo. Herfra leder Eysturoyartunnilin dig igen under fjorden og tilbage mod Tórshavn – rigere på både udsigter og historier.

Vi hører gerne fra dig

Mit Færøerne er skabt for at dele kærligheden til landet og menneskene.
Har du spørgsmål, forslag eller ønsker at dele dine egne oplevelser, er du altid velkommen til at kontakte os.

Vi tager med tak imod tips til anbefalede steder, seværdigheder eller andet, du synes, vi bør opleve.

Vi hjælper med gode råd og inspiration, men vi tilbyder ikke rejseplanlægning.