Streymoy (Strømø)

Hvalvík (Kvalvig)

Hvalvík ligger smukt ved bunden af en vig med en bred sandstrand og flade, grønne enge bagved, et landskab der gennem tiden har givet gode vilkår for landbrug. Bygden nævnes første gang i kilder fra 1300-tallet, og navnet betyder “vigen med hvaler”, hvilket vidner om stedets lange traditioner for hvalfangst.

Mellem Hvalvík og nabobygden Hósvík ligger Við Áir. En tidligere hvalfangststation, som i dag er et vigtigt kulturhistorisk sted. Du kan læse mere om stationens historie under afsnittet om Hósvík.

Den ældre del af Hvalvík ligger tæt samlet, mens nyere bebyggelse breder sig langs hovedvejen. Landbrug var tidligere det bærende erhverv, men i takt med fiskeriets og industriens fremkomst har både håndværk, handel og transport fået større betydning.

Midt i bygden ligger Hvalvíkar kirkja, Færøernes ældste fungerende kirke. Den blev opført i 1829 af tømmer fra et strandet skib i Saksun og erstattede en ældre kirke, der var blevet ødelagt af storm. Kirkens prædikestol stammer fra 1609 og blev oprindeligt brugt i domkirken i Tórshavn. Bygget uden stenfundament og med græstørvstag står den som et klassisk eksempel på færøsk kirkebyggeri og håndværk.

Et særligt grønt åndehul i området er den lille plantage Viðarlundin, som med sine 0,5 hektar skiller sig ud fra de fleste færøske plantager ved primært at bestå af birketræer. Her får man et unikt indtryk af, hvordan de oprindelige birkeskove på Færøerne har set ud, inden de blev ryddet. Plantagen ligger på frodig engjord få meter over havets overflade og gennemkrydses af hele 21 små broer, som passeres ad stierne gennem det drænede og grøftegravede landskab i Stórá-dalen.

Hvítanes (Hvidenæs)

Hvítanes ligger i en lille bugt øst for Tórshavn, hvor en landingsplads stadig bruges af småbåde. I dag er bygden næsten vokset sammen med hovedstaden, men den har sin egen historie og identitet. Hvítanes er en såkaldt niðursetubygd, en nyere bygd grundlagt i 1800-tallet, hvor nybyggere fik mulighed for at bosætte sig. Det var amtmand Christian Pløyen, der i 1837 gav de første mænd lov til at slå sig ned her som nybyggere. De lejede først jorden, men fik siden mulighed for at købe den.

Omkring år 1900 boede Færøernes eneste katolik i Hvítanes. Hun havde sit eget lille kapel og fik besøg af en præst fra København én gang om året.

I dag er Hvítanes ikke bare forbundet til Tórshavn med vej, den er også knudepunkt for Eysturoyartunnilin, som har sit udgangspunkt her og forbinder Streymoy med øerne mod øst.

Kirkjubøur (Kirkeby)

Kirkjubøur er en af Færøernes mest historiske bygder og ligger dramatisk ved havet syd for Tórshavn. Her rejser ruinerne af Magnuskatedralen sig, det største middelalderbyggeri på øerne, også kaldet Múrurin. Byggeriet blev igangsat omkring år 1300 af biskoppen Erlendur, men det er uvist, om katedralen nogensinde blev færdigbygget. Kun ydervæggene står i dag tilbage som et monument over en svunden tid, hvor Kirkjubøur var det religiøse centrum på Færøerne.

Bygden er tæt vævet sammen med både historiske begivenheder og dramatiske sagn. I Slaget ved Mannafelsdalur stødte biskop Mus og hans tilhængere sammen med de oprørske sydbønder, som nægtede at betale skat til opførelsen af katedralen. Kampen endte blodigt, men sydbønderne vendte tilbage året efter, sejrrige under ledelse af den frygtede Akrabyrgi-bonde fra Suðuroy. Biskop Mus flygtede til Kirkjubøur, hvor han gemte sig bag kirkens mure, men blev forfulgt og til sidst dræbt af den hedenske bonde, som med et digt kaldte ham frem: “Er den kloge mus gemt i dette hus?”

Også den gådefulde konge Sverri Sjúrðarson, Norges regent fra 1177 til 1202, har rødder i Kirkjubøur. Han blev opdraget i bispegården og uddannet til præst, før han rejste til Norge og blev leder af Birkebeinerne. Hans liv og oprindelse er beskrevet i Sverris saga, og han regnes i dag som en af Norges mest karismatiske konger.

Et andet navn, der klinger af fortælling og overnaturlige kræfter, er Símun af Kirkjubøur, også kendt som Huldre-Símun. Han var en mand, som ikke blot sloges med færøske bakker og fisk, men også med sagnfigurer fra underverdenen. Efter at have konfronteret en huldre-mand, blev han senere taget til fange og forsvandt i sydens bjerge. Et eventyr, som stadig genfortælles med både undren og ærefrygt.

I Kirkjubøur mødes sagn og historie som få andre steder på Færøerne. Det er en bygd, hvor fortællingerne sidder i murene, og hvor fortidens skygger stadig lever side om side med havets brusen og den åbne udsigt mod syd.

Kvívík (Kvivig)

Kvívík er en af de ældste bosættelser på Færøerne og ligger smukt placeret ved en bugt på vestsiden af Streymoy. Med sine omkring 379 indbyggere forener bygden det historiske og det moderne, omgivet af stejle fjelde og grønne marker, hvor fårene stadig græsser, som de har gjort i århundreder.

Arkæologiske fund i Kvívík vidner om tidlige vikingebosættelser, og her kan man stadig se rester af langhuse og stengærder fra den tid. Disse spor af fortiden giver bygden en særlig betydning i forståelsen af Færøernes tidlige historie.

I dag er Kvívík en rolig og naturskøn bygd, hvor tradition og færøsk hverdagsliv går hånd i hånd. Et sted, hvor fortiden ikke blot er fortalt i sagn og historier, men også kan ses og mærkes i landskabet.

Leynar (Lejnum)

Leynar ligger smukt placeret ved foden af fjeldet og breder sig ud ovenfor den populære sandstrand Leynasandur, et yndet badested og rekreativt område i sommermånederne.

Lige bag bygden strækker dalen sig ind mod søen Leynavatn, som tiltrækker både lystfiskere og naturelskere året rundt. Den naturskønne placering kombinerer hav, sø og fjeld på klassisk færøsk vis. Leynar er også knudepunkt for trafikken mod Vágar, da Vágatunnilin udgår herfra og binder øerne tættere sammen.

Norðradalur (Nordredal)

Norðradalur er en gammel landbrugsbygd, der tidligere var helt isoleret fra resten af øen. Først i midten af 1960’erne blev der etableret vejforbindelse til Tórshavn, og indtil da måtte man komme til og fra bygden til fods eller til hest. På tre sider er bygden omkranset af fjelde, som rejser sig op til 600 meter, og på den fjerde side åbner udsigten sig mod havet og øen Koltur.

Bygden har historisk været præget af kvægavl, fårehold og fjerkræ og har aldrig haft store fiskerimuligheder på grund af vanskelige landingsforhold. Norðradalur var tidligere kirkested frem til reformationen, og i 1800-tallet blev bygdens største gård fæstet af sorenskriveren som embedsgård. Den vendte dog senere tilbage til at være en traditionel færøsk kongsbondegård.

Norðradalur er et sted, hvor historie og natur går hånd i hånd med stejle fjeldvægge og en fredelig atmosfære, der stadig bærer præg af tidligere tiders liv og arbejde.

Signabøur/Oyrareingir  (Signebø)

Når man kører fra Tórshavn gennem tunnelen fra Kalbaksbotnur, møder man først Signabøur, der ligger smukt for enden af fjorden Kollafjørður. Bygden har en rolig placering på fjordens nordside og er næsten sammenvokset med nabobygden Oyrareingir. Vest for Signabøur ligger et nyt industriområde, og historien mærkes i landskabet. Her lå nemlig en hvalfangststation fra 1903 til 1920, som var en vigtig del af områdets erhverv i begyndelsen af 1900-tallet.

Lige ved tunnelafkørslen ligger Oyrareingir på venstre hånd, inderst i fjorden. Navnet stammer fra færøske ord for “sandstrand” og “enge”, oyri og eingir, og beskriver de lavvandede strandenge, der præger området. Den 7. marts 2009 blev en moderne industrihavn indviet i nærheden, som har givet nyt liv og betydning til området i kraft af logistik og erhverv.

Sammen danner de to bygder et naturligt bindeled mellem fjord og fjeld, mellem fortidens fiskeri og nutidens industri.

Stykkið (Stykket)

Stykkið blev grundlagt i 1845 som en niðursetubygd. En nybyggerbygd, hvor færinger i 1800-tallet fik mulighed for at starte på ny. Bygden ligger fredeligt mellem fjeld og fjord på den vestlige del af Streymoy og fremstår i dag som en af de mindste bygder på øen.

Midt i bygden ligger en lille café, som fungerer som samlingspunkt for både lokale og besøgende. Her kan man tage en pause og nyde udsigten til fjorden og det omkringliggende landskab.

Syðradalur (Sydredal)

Mere info kommer

Tórshavn (Thorshavn)

Færøernes hovedstad Tórshavn rummer både historie, kultur og moderne liv i en sjælden balance. Byens vartegn inkluderer Skansin, den gamle fæstning med kanoner og fyrtårn, der siden 1500-tallet har vogtet over indsejlingen til havnen, og Tinganes, det historiske næs, hvor lagtinget har haft sit sæde siden vikingetiden.

Tinganes har sit navn fra Lagtinget, som blev etableret her helt tilbage i vikingetiden og stadig ligger på næsset. Halvøen deler havnen i to dele Eystaravág og Vesteravág og det er også her, man finder Tórshavns ældste bydel, á Reyni, med sine karakteristiske røde træhuse og græstage. I den nordlige ende af halvøen ligger Tórshavn Domkirke (Havnar Kirkja), den næstældste bevarede kirke på Færøerne. Kirken, der blev opført i 1788, er hvidkalket med skifertag og står som et smukt vartegn i den gamle bydel.

Skansin, der blev bygget omkring 1580 på initiativ af Magnus Heinason for at beskytte byen mod sørøvere, er i dag fredet. Fæstningen fik sin nuværende udformning i 1780’erne, men har gennem historien været udsat for ødelæggelser. I april 1808 ankom den engelske orlogsbrig Clio til Færøerne, og Skansin måtte overgive sig uden kamp. Efterfølgende blev byen plyndret, og alle fæstningens våben overgivet til englænderne. I 1888 blev der bygget et fyrtårn, som stadig er i funktion, og under Anden Verdenskrig blev Skansin anvendt som hovedkvarter for den britiske Royal Navy.

Tórshavn rummer også en rig kirkearkitektur. Vesturkirkjan, med sit karakteristiske kobbertag og pyramideformede tårn, blev indviet i 1975 og regnes i dag som et af byens symboler. Foran kirken står et mindesmærke for Sigmundur Brestisson, som bragte kristendommen til øerne i år 999. I byens østlige del ligger Mariukirkjan, den katolske kirke, smukt udsmykket af færøske og nordiske kunstnere.

Kunst og skulptur er synlige i bybilledet, blandt andet Svimjigentan (Svømmepigen) og Fría, fríða (Den frie), begge skabt af den anerkendte færøske billedhugger Hans Pauli Olsen.

Kulturen lever stærkt i Tórshavn, især når byen hvert år i slutningen af juli danner ramme om Færøernes nationalfest Ólavsøka. Her fyldes gaderne med musik, fællessang og folk i traditionelle dragter, en fejring af både historie og fællesskab. Et andet kulturelt samlingspunkt er Nordens Hus (Norðurlandahúsið í Føroyum), indviet den 8. maj 1983, som fungerer som Færøernes vigtigste kulturcenter. Huset har til formål at fremme både færøsk og nordisk kultur og byder på koncerter, teater, udstillinger og konferencer året rundt.

I 1960’erne blev Landssygehuset (Landssjúkrahúsið) udbygget. I dag udgør sygehuset en vigtig del af byens moderne udvikling.

Midt i byen ligger Viðarlundin, Tórshavns største park, som med sine skovstier og åbne rum skaber grønne åndehuller i den levende by. Tórshavn huser også en lang række museer, gallerier, caféer og restauranter og byder på et moderne liv i harmoni med tradition og natur.

Byen rummer desuden Tórsvøllur (Thors plads), Færøernes nationalstadion, som blev indviet den 9. juli 1999 med en venskabskamp mellem Færøerne og AaB. Med plads til omkring 6.500 tilskuere er det landets største stadion, og banen vender, så dens hjørner peger mod syd, nord, øst og vest.

Mod nordøst breder Hoyvík sig som en del af Tórshavn. Et voksende boligområde med egen kirke, Hoyvík Kirkja, indviet i 2005, hvor grundstenen blev lagt af Dronning Margrethe. Hoyvík er også kendt for frilandsmuseet, som giver et levende indblik i færøsk hverdagsliv gennem tiderne.

Argir er en tidligere bygd, som i dag er vokset sammen med Tórshavn, forbundet via små broer over Sandá. Bygden rummer både offentlige institutioner som Færøernes Statistik og Finansministeriet samt Føroya Sjósavn, et havakvarium indrettet i et tidligere kølehus. Argja kirkja blev opført i 1974 med særpræget klokketårn og to klokker ophængt i 1983. En vigtig skikkelse i bygdens historie er Andreas Mortensen, der i 1828 købte det tidligere fattighus. En mindesten blev rejst til hans ære i 1948.

Tórshavn, Argir og Hoyvík tilsammen danner en moderne, kulturelt rig og levende base for både færinger og besøgende.

Vestmanna (Vestmannahavn)

Vestmanna ligger på den vestlige kyst af Streymoy og har i århundreder været en vigtig bygd for søfart og samhandel. Med sin dybe fjord og beskyttede havn har bygden længe haft strategisk betydning, både som udgangspunkt for fiskeri og som knudepunkt for forbindelse til resten af landet.

En af de mest markante skikkelser i Vestmannas nyere historie er Ólavur Á Heygum, der var borgmester fra 1904 til 1908. Det var under hans ledelse, at Færøernes allerførste telefonlinje blev anlagt i 1905 mellem Vestmanna og Tórshavn. En teknologisk milepæl, der styrkede forbindelsen mellem bygderne og markerede Vestmannas rolle som foregangsby i en ny tid.

I dag er Vestmanna særligt kendt for sine berømte søklippe-ture hvor både sejler tæt ind under lodrette klippevægge og gennem smalle grotter. Disse spektakulære fjeldformationer og fuglefjelde gør området til et af Færøernes mest eftertragtede naturoplevelser.

Vestmanna er en bygd, hvor historie og innovation går hånd i hånd med stolte traditioner, storslået natur og pionerånd, der stadig mærkes i dag.

Hestur (Hesteø)

Hestur har fået sit navn, fordi øens aflange og smalle form siges at minde om en hesteryg. Den ligger syd for Streymoy og er en lille, fredelig ø, hvor tiden synes at gå i sit eget tempo. Bygden ligger på østsiden, vendt mod solopgangen og fjorden, omgivet af stejle fjelde og et hav, der former både hverdagen og historien.

Den ældste boplads lå på sydspidsen af øen, på Hælur, hvor man stadig kan se rester af gamle huse. Her modnes kornet bedre end andre steder på øen, men fordi fiskeriet var vanskeligt fra den side, flyttede man til den mere beskyttede østside, hvor bygden ligger i dag.

Hests kirkja blev indviet den 5. juni 1911. Kirkens tårn er firkantet med et ottekantet spir, der slutter i en elegant spids og står som et vartegn for øens lille samfund. Hestur og den nærliggende ø Koltur hørte sandsynligvis under bispesædet i Kirkjubøur indtil reformationen.

I 1983 fik øen sin egen svømmehal, et resultat af lokalt initiativ og samarbejde med unge frivillige fra Mellemfolkeligt Samvirke. Svømmehallen blev bygget sammen med forsamlingshuset og er stadig et sted, hvor bygden mødes. Ruth har nøglen.

Hestur fik sin første kaj i 1942, og i 1965 blev bådehavnen anlagt. Da færgelejet ved Gamlarætt senere blev bygget på Streymoy, blev en del af den sprængte klippe fragtet over fjorden og brugt til at udvide havnen på Hestur.

På sydkysten findes grotten Klæmintsgjógv, et af de mest imponerende steder på øen, hvor klipperne rejser sig lodret over det dybblå hav. Billedet af grotten er taget fra privat jetski.